SIDSTE NYT

 

Hvordan får vi flest muligt sunde hunde?

 

Antallet af DKK-stambogsførte hunde er faldet markant i de seneste år og i medlemsmagasinet HUNDEN efterlyste DKKs formand, Jørgen Hindse, i maj måned de 34.000 medlemmers (heraf små 3.000 opdrættere og over 30.000 almindelige hundeejere) analyser af årsagerne og forslag til løsninger.

 

Bestyrelsen samlede de mange modtagne bidrag og afholdt i august måned et ekstraordinært heldagsmøde sammen med DKKs sundhedsudvalg, der bl.a. tæller to praktiserende dyrlæger og professor i genetik på life.ku, Merete Fredholm.

 

Sundhed er en mærkesag for Dansk Kennel Klub, og DKK og Svensk Kennel Klub var i slutningen af 90erne de første til at tage spørgsmålet om racehundenes sundhed alvorligt. Lige siden har de to kennelklubber arbejdet seriøst med opgaven, men vi har gjort det på lidt forskellig vis - svenskerne primært gennem anbefalinger (bør) og forholdsvis få regler (skal); danskerne gennem regler (skal).

 

Bestyrelsens oplæg til det ekstraordinære formandsmøde går på at nærme DKKs regler til de svenske bestemmelser.

 

I begyndelsen af oktober var alle DKKs 74 tilsluttede racespecialklubber inviteret til ekstraordinært Formandsmøde for at drøfte, hvordan man bedst kan løse de problemer, som det faldende stambogsføringstal giver.

 

Herefter har der været afholdt en række medlemsmøder med i alt over 800 deltagere, hvor bestyrelsens oplæg er blevet livligt debatteret.

 

Hvilke problemer forsøger man at løse?

 

Det er et problem, hvis avlskravene af opdrætteren opleves som for overvældende. Hvis det sker, er der betydelig risiko for, at hvalpene alligevel bliver lavet bare uden stambog. Det betyder risiko for en stadig indsnævring af populationen og deraf følgende forøget risiko for indavl, fordi en stor del af hundene forsvinder ud af den organiserede avl.

Da en indsnævring af populationerne i de enkelte racer udgør den største trussel i forhold til opretholdelse af sundhed, er det nødvendigt, at tage det faldende antal stambogsførte hvalpe alvorligt. 

 

Det er også et problem, at betydelige sundhedsproblemer, derved kan trives "skjult" i den papirløse del af populationen, fordi man - når en papirløs hund måtte blive syg - ikke kan "trevle garnnøglet op" og se, hvilke forfædre, der har afstedkommet miseren.

 

Med en DKK stambog og med oplysningerne på www.hundeweb.dk er alle ane-oplysninger tilgængelige. Det er de ikke for nogen andre hunde i kongeriget. 

Tænk hvis dyrlægerne registrerede, om - og i givet fald hvor -hundene, som kommer i deres konsultation, var stambogsført, når de oprettede dem i deres edb-system (hvoraf i hvert fald et af de tre mest anvendte systemer allerede har denne facilitet til rådighed). Så kunne man kunne følge, hvad danske hunde egentlig fejler!

 

Nogle er bekymrede

 

På medlemsmøderne gav nogle af deltagerne udtryk for deres bekymring for, hvad ændringerne kan føre med sig. De to gennemgående spørgsmål gengives her.

 

Bekymring: Ønsker DKK at der bliver avlet på "grimme" eller "ikke racetypiske" hunde? - det kan blive resultatet hvis præmieringskravet bortfalder

 

Svar: Nej, men DKK ønsker at mennesker, der ikke har lyst til at deltage på en hundeudstilling, ikke per automatik er afskåret fra at bruge deres hund i avl. Det gælder også mennesker der ikke ønsker at holde en pelsrace i udstillingsform, men har valgt at klippe den ned. Det tager op til et år for en hund med nedklippet pels at blive udstillingsklar og det får mange ejere af f.eks. shih tzu til at lave kuld uden stambog i stedet. Disse hunde vil nu kunne bruges i avl - og som et alternativ til at gå på udstilling, får de mulighed for at blive vurderet på et avlsgodkendelsesarrangement.

 

Bekymring: Ønsker DKK at avle på syge hunde? - det kan blive konsekvensen hvis avlsrestriktionerne ændres til anbefalinger.

 

Svar: Nej. DKK ønsker at alle de aktive opdrættere fortsat undersøger for de sygdomme, der bliver aftalt mellem DKK og specialklubberne. Men den familie, der har købt en god hvalp med DKK stambog, og som 2-3 år senere får lyst til at avle et enkelt kuld, bliver ofte helt overvældet af alle de krav, der skal opfyldes for at få hunden avlsgodkendt. Det ved vi, fordi de henvender sig til DKK og spørger om det virkelig kan være rigtigt at det skal være så vanskeligt at trække et enkelt kuld på deres hund. 

 

Det er rigtig skidt, hvis de vælger at lave kuldet alligevel - men uden stambog. For dermed forsvinder afkommet ud af gen-poolen og kan ikke mere benyttes som avlspartnere for DKK hunde. Nogle af vores racer er i forvejen små - og det kan blive rigtig alvorligt, hvis tendensen med at flere og flere avles uden stambog fortsætter. Så kan selve det, at racerne bliver for små, være en trussel mod sundheden - anset hvor mange sundhedsundersøgelser vi laver.

 

Den videre proces

 

Når vi lige nu i DKK drøfter at nærme os den svenske model, så er det alene af hensyn til muligheden for at opretholde så sunde race-populationer som muligt og for ikke at lade nogle regler, som var tænkt positivt, komme til at få en utilsigtet, negativ effekt.

DKK er en forening og ikke en forretning, hvor nogen skal tjene penge på andre. Der er således ikke nogen i DKK, som har økonomisk interesse i at "slække på" kravene, alene af den grund, at alle bestyrelses- og udvalgsposter i DKK er ulønnede og udføres som frivilligt arbejde.

 

Beslutninger i sagen skal træffes af DKKs højeste myndighed, Repræsentantskabet, hvor de 74 specialklubber udgør det store flertal. Derfor kan der heller ikke blive tale om, at DKK "trækker noget ned over hovedet" på nogen.

 

Herudover skal der foretages en gennemgang af de gældende sundhedskrav i samarbejde med den enkelte specialklub for at vurdere, hvilke af de nuværende krav, der med fordel kan ændres til anbefalinger og hvilke der skal fastholdes som krav. Dette vil - i givet fald - skulle ske i løbet af 2012.

 

Det skal understreges, at beslutningsprocessen ikke er afsluttet. Skal et bortfald af udstillingskravet (som man i øvrigt ikke har i Sverige) evt. erstattes af en avlsvurdering? Skal diverse sundhedskrav måske erstattes af et krav om en sundhedsattest, eller, eller ....?

Det skal drøftes frem til og på et ekstraordinære Repræsentantskabsmøde, som planlægges afholdt i begyndelsen af 2012.

 

Målet er, at vi sammen skal forsøge at finde den vej, som fremadrettet fører til de fleste gode hundeliv!

 

Med venlig hilsen

DANSK KENNEL KLUB

 

Jens Glavind

Direktør

 

Til DKK repræsentanter og indehavere af tillidsposter:
Specialklubbestyrelsesmedlemmer, kredsbestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer, trænere, instruktører, dommere, prøveledere, ringpersonaler, ID-mærkere m.fl.

  

                                                                                                                                                     Den  9. marts 2011

 Kære hundeven.

 

 

Vedr. Gode forhold for egne hunde  -  samt muligt kennelbesøg

Som DKK tillidsperson er du repræsentant for Dansk Kennel Klub. Når du udfører dit tillidshverv, som eksempelvis dommer, ID-mærker eller bestyrelsesmedlem eller på anden måde repræsenterer DKK, så ser hundeejerne dig som Dansk Kennel Klubs forlængede arm og gode repræsentant. Og det forpligter - på den gode måde.

Som DKK repræsentant er det naturligvis vigtigt, "at have orden i egne hundeforhold " .
Det gælder alle områder af hundearbejdet: Overholdelse af DKK's love og regler, venlig og professionel adfærd men også orden i eget hundehold. Dvs. at egne hundes fysiske rammer er gode, at hundene er velpassede, at der er tid og overskud til den enkelte hund, at hvalpe socialiseres og miljøtrænes osv.

Det er altid sundt - en gang imellem - at se sig selv og eget hundehold efter i sømmene. Det er nemt at blive lidt "hjemmeblind". Vi ved, at det slider på omgivelserne at have hunde. Og selv de mest ansvarsfulde hundeejere / opdrættere kan opdage, at noget kunne gøres bedre eller ændres på.

 

Praktik og planlægning

Nogle forbedringer kræver en praktisk indsats: Måske er der huller i hegnet i hunde-motionsfolden og så bliver den ikke brugt. Måske er koldt eller træk i bygningen fordi vindfanget er gnavet i stykker eller en rude er itu. Måske er overdækningen på løbegårdene blæst af. Måske mangler der hævede liggelejer, halm eller tæpper i nogle bokse, vandspande og legetøj er tygget i stykker. Måske står der vand i løbegårdene eller et par lysstofrør er gået. Mulighederne er mange, men det kan alt sammen udbedres.

Andre forbedringer kræver mere planlægning. Måske er antallet af hunde over tid steget lidt rigeligt i forhold til plads, tid, kræfter og egne ressourcer. Måske mangler usolgte hvalpe / unghunde lidt socialisering og miljøtræning, således at de ligestilles med hvalpe der har skiftet hjem. Måske er der nogle voksne hunde, som ikke bliver passet helt så godt som de engang gjorde. Nogle hunde trænger måske til et nyt godt hjem og andre trænger til mere omsorg i det daglige og en god tur med børsten. Igen er mulighederne mange, men med omtanke og planlægning, kan også dette gøres bedre.

 

Egenkontrol af hundeholdet 

Med afsæt i ovenstående eksempler, vil vi gerne opfordre alle DKK's tillidspersoner, til at lave en lille "egenkontrol" af eget hundehold.

Til inspiration for egenkontrollen, har vi vedhæftet  "DKK's Regler for kennelbesøg og kennelinspektion". Du kan læse samme hæfte ved at følge dette link:

http://dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Opdraet_ReglerForKennelbesoeg.pdf

 

Du kan også kontakte DKK's information på tlf. 56188155 og få hæftet tilsendt med posten.

 

Byd kennelkontakten velkommen
Rent rutinemæssigt kan du, særligt hvis du har kennelmærke, modtage kennelbesøg. Det er ikke sikkert at du modtager kennelbesøg, da vi har mange kenneler at besøge og kun ca. 20 kennelkontakter, men hvis vi er dit område, kan det være vi kigger forbi.

 

Vi håber, at dette inspirationsbrev og budskabet om "orden i egne rækker hos DKK's repræsentanter" tages imod i den gode og positive ånd det er ment.  


Vi håber også, at du vil byde DKK's kennelkontakter velkommen, hvis de skulle komme forbi for at hilse på dig og dine hunde.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er du velkommen til at kontakte kennel- og adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen direkte på tlf. 56188130 / mobil 20668100 eller mail
lich@dansk-kennel-klub.dk  

Tak for din indsats som DKK repræsentant. 

 

Med venlig hilsen

DANSK KENNEL KLUB

 

Jørgen Hindse

Formand